Udsigten til at kunne genåbne tunnelen under Grindstedvej i Billund ser ud til at holde. Allerede da politikerne i Teknik- og Miljøudvalget besluttede sig for genåbningen, lovede man at cyklister og fodgængere formentlig i uge 43 kunne benytte tunnelen igen.
Havde det ikke været fordi de såkaldte sikkerhedsbøjler er i restordre hos leverandøren, så ville tunnelen været åbnet igen nu. For anlægsarbejdet er færdigt, men sikkerhedsbøjlerne mangler altså:
– De er i restordre og tunnelen genåbnes, når de er leveret og monteret. Det sker tidligst i uge 43, lyder det fra Billund Kommune.
Park og Vej-afdelingen har også været ude og sætte ubetinget vigepligtskilte op på Gammelbro i det omdiskuterede kryds ved ABC-rundkørslen. Det betyder, at trafikanter på Gammelbro skal holde tilbage for trafik fra SuperBrugsen/LEGO House-byggeriet og fra rundkørslen.