Billundbaseret selskab vil fordoble omsætningen

Landbrugsinvesteringsselskabet FirstFarms med hovedsæde i Billund har store ambitioner for fremtiden.

Står det til direktør Anders H. Nørgaard skal koncernens omsætning fordobles fra de nuværende 375 om året til 750 mio i 2028. Det skal primært ske ved ved organisk vækst – sekundært ved opkøb.

Det meget ambitiøse mål er sat i forbindelse med udviklingen af en ny Strategi 2028, der skal sikre FirstFarms’ fortsatte vækstrejse.

– Eksekvering vil være vores mantra de kommende år. Vi har opbygget en stærk forretningsmodel med en gennemprøvet og ansvarlig fordeling af vores risici. Det har skabt det solide, sunde økonomiske fundament og den organisation, der skal til for at vi kan indfri vores målsætning om 100 procent vækst i omsætningen på fem år, siger CEO i FirstFarms i Billund, Anders H. Nørgaard, i en kommentar til den nye strategi.