Billunds børn gjorde gode gerninger


Når det store show til Danmarks Indsamling 2017 løber af stabelen på DR lørdag aften, så vil der blive doneret en kæmpe sum fra børnene i Billund Kommune. De har sammen med resten af landets børn gjort gode gerninger, som Ole Kirks Fond honorerer med 25 kroner stykket.

Og alene i Billund Kommune, hvor Billund Bibliotekerne har koordineret indsamlingen af “godhedsbeviserne” med de nedskrevne gode gerninger, er der kommet hele 1899 beviser på gode gerninger. Dertil kommer beviserne fra de institutioner og skoler, der selv indberetter.

– De gode gerninger har været meget forskellige, men har dog én stor fællesnævner: opvaskemaskinerne i Billund Kommune er blevet tømt uendeligt mange gange, fortæller bibliotekarerne fra Billund Bibliotekerne.

Af andre gode gerninger kan nævnes kys og kram til lillesøster, oprydning i børnehaven, selv om man absolut ikke selv har været med til at rode, været en god ven, gået tur med hunden, samlet ting op for mormor, fordi hun har ondt i ryggen, lånt sit viskelæder ud, en har lavet en snemand til sin bedstemor, fordi hun er 81 år, en hel klasse har været på et af plejehjemmene for at synge for beboerne, og flere har simpelthen bare været søde og opført sig ordentligt.

– Vi har kunnet mærke, at både børnehaver og skoler har gjort meget ud af at fortælle børnene om baggrunden for Danmarks Indsamlingen, hvilket især børnehavebørnene i stor stil har fortalt os, når de er kommet med deres godhedsbeviser, lyder det fra bibliotekerne.