Nyt byggeri cementerer Billund som LEGOs hjemby

Første spadestik til LEGO Koncernens nye store bygningskompleks i Billund, LEGO Campus, blev taget i dag. Dermed er der sat gang i det 52.000 kvadratmeter store kontorbyggeri, der forventes at tage i alt fire år at opføre. Når byggeriet står helt færdigt, vil der være plads til op til 2.000 medarbejdere

– Projektet udgør et vigtigt element i virksomhedens vækstrejse, og det gør det muligt for os at vokse yderligere i Billund. Byggeriet er et udtryk for vores fremtid, men det holder os på samme tid solidt knyttet til vores arv og rødder i Billund, hvor Ole Kirk Kristiansen grundlagde virksomheden for 85 år siden. LEGO medarbejdere i Billund bidrager alle til vores bestræbelser på at bringe fantastiske legeoplevelser til børn i hele verden, og derfor er vores fortsatte investering i Billund både naturlig og vigtig for virksomheden, siger den nye administrerende direktør for LEGO Koncernen, Bali Padda.

Med ved ceremonien var også Billunds borgmester, Ib Kristensen, der ser opførelsen af LEGO Campus som en fed streg under at Billund er og bliver LEGO koncernens hjemsted:

– Det er for Billund Kommune en bekræftelse på, at Billund i dag – som for 85 år siden – er hovedkvarteret for LEGO Koncernen. Det er vi naturligvis meget stolte over. Stoltheden bliver ikke mindre, når vi ser på, hvordan der er indtænkt et grønt område med offentlig adgang, så byens borgere og de 1,5 millioner gæster, der årligt besøger Billund, også kan komme helt tæt på en af verdens mest kreative virksomheder, siger Ib Kristensen.

Flere end 4.000 LEGO medarbejdere fra 35 nationaliteter arbejder i dag i Danmark på tværs af en bred vifte af funktioner fra produktion til produktudvikling. Antallet af ansatte i Billund er steget gennem de senere år, og den nye kontorbygning skaber både bedre plads til nuværende ansatte og gør det muligt at fortsætte den globale vækst.

Sådan kommer det nye LEGO People House, der bliver en del af LEGO Campus til at se ud. Øverst til venstre ses LEGO House i den færdige version.