Hvert år oplever 140.000 børn og unge i Danmark alvorlig sygdom eller dødsfald i deres nærmeste familie. Derfor har organisationen Børn, Unge og Sorg sat sig for at hjælpe disse børn og unge – og for at hjælpe dem er cykelholdet Team Giv Håb sat i verdenen.
På dette cykelhold er lærer på BillundSkolen Tina Høst Hammershøj, der i slutningen af juli cykler Danmark rundt for at samle penge ind til Børn, Unge og Sorg.
Men indsamlingen er allerede godt i gang og i dag havde Tina Høst Hammershøj arrangeret skoleløb for børnene i Billund, der i en time i dag løb rundt og rundt på travbanen for at samle penge ind. Hvert barn blev af forældrene sponseret med 5 kr per km, så jo længere barnet løb – jo flere penge kom der i kassen for Team Giv Håb.
I løbet af dagen gør skolen op hvor mange km børnene løb i alt. Hver runde på travbanen tæller 1,2 km og der blev løbet i en time.