På to scoringer af Freja Jensen, en af Julia Nissen og et enkelt mål sat ind af Sille Jensen sikrede BillundSkolen sig i dag videre avancement i Ekstra Bladets skolefodboldturnering. 4-1-sejren kom i hus på hjemmebanen i dag, hvor Tjæreborg skole var på besøg i kredsfinalen i Region Syd.
Kampen måtte ud i forlænget spilletid, efter 1-1 efter de første 2 x 30 minutter. Så tog et eller andet ved BillundSkolen, der først havde fået udlignet i de allersidste minutter af den ordinære kamp. Kort inde i de første ti minutter af den forlængede spilletid, fik Billund bragt sig foran 2-1. Og i opgørets absolutte slutfase fik pigerne sat endnu to bolde i kassen til slutresultatet 4-1.
Dermed er BillundSkolen blandt de otte bedste skoler i landet, og således klar til kvartfinalerne, der spilles til foråret. Indtil da kan pigerne nyde en velfortjent pause – blandt andet med restaurantbesøg på mandag, hvor BillundOnline har inviteret på pizza på Cafe S i Billund.


