Det er tid til at prøve noget nyt!
Med de ord har BillundSkolens leder siden september 2017, Lars Aagaard, afleveret sin opsigelse til Billund kommune, der således skal ud og have fundet hans afløser.
– Efter moden overvejelse har jeg fundet tidspunktet rigtigt til at kigge nye veje. Det betyder, at der 1. august 2021 skal findes min afløser. Jeg har nu arbejdet med skoleledelse i 21 år, heraf de 17 som øverste leder i Aabenraa Kommune og til sommer i godt 7 år i Billund Kommune, hvoraf de sidste fire har været som øverste leder. Jeg har hele tiden vidst, at jeg også vil prøve andre ting i mit arbejdsliv og nu er tidspunktet så kommet, hvor jeg skal ud og søge nye græsgange, udtaler skoleleder Lars Aagaard i forbindelse med opsigelsen.
Dermed har Lars Aagaard givet Billund kommune lang respit på at finde hans afløser eftersom han altså først stopper på skolen med udgangen af juli.
Lars Aagaard videregiver en velfungerende skole, der gennem de seneste 7 år har gennemgået en større udvikling. Først blev de to skoler i Billund lagt sammen, og der skulle skabes en ny fælles kultur, hvilket nu er på plads.
Der var højt sygefravær og en økonomi, der var udfordret af et stort merforbrug, men nu går skolen ind i en nyt budgetår med et overskud for første gang i mange år. Skolen har fået skiftet skolemøbler, og de fysiske rammer er gode.
Personalet kan nu kigge frem mod to spændende opgaver, som skolen og forvaltningen er godt i gang med at forberede.
BillundSkolen skal blive dygtigere til at arbejde med den legende tilgang til læring (Playful learning), og skolen får forventeligt en specialskoleafdeling tilknyttet. Dette bliver to spændende opgaver at drive videre for den nye leder i tæt samarbejde med personalet.
– Da jeg sætter stor pris på at gøre mit arbejde så godt som muligt, har jeg valgt at orientere først min skolechef, bestyrelse og mit personale, således at der er god tid til at igangsætte processen med at finde min afløser. Derfor stopper jeg først med udgangen af juli 2021, hvor et nyt skoleår står for døren. Jeg vil se tilbage med glæde på min tid i Billund Kommune, hvor jeg også føler, jeg har haft et godt samarbejde med forældre, personale og i forhold til politikerne, direktionen og forvaltningen. Så man kan sige, at jeg ikke smækker med døren, men åbner nogle nye, slutter Lars Aagaard.
Skolechef i Billund Kommune Morten Kirk, ærgrer sig over situationen, men var godt klar over, at Lars Aagaard havde drømme og ambitioner om andre ting i arbejdslivet:
– Det kommer tidligere end ventet, men Lars og jeg har haft et åbent og tillidsfuldt samarbejde, så jeg har al mulig respekt for, at Lars vil nå at afprøve andre ting i arbejdslivet, inden det bliver for sent, siger Morten Kirk.
Ambitionen er at kunne rekruttere en erfaren skoleleder, der kan starte i jobbet 1. august 2021.
BillundSkolen skal have ny leder




