Børnehaven Eventyrhuset fejrede jubilæum på forskud

Den 1. august fylder børnehaven Eventyrhuset i Tingparken i Grindsted 20 år som privat institution. Den dato ligger dog lige midt i sommerferien, så børnehavens bestyrelse og personale har i stedet valgt at fejre jubilæet i dag – på dagen hvor der alligevel hvert år er bedsteforældredag.

– Den dag har bedsteforældrene i forvejen reserveret, så tænkte vi, at det var smart at holde jubilæet her, fortæller Eventyrhusets leder, Beinta Wintereig, der konstaterede ikke færre end 155 tilmeldte børn, forældre, søskende, bedsteforældre og personale.

Børnehaven Eventyrhuset er en natur og idrætsbørnehave. Det betyder blandt andet, at vejr og vind ikke har den store betydning. Det handler om ordentlig påklædning.

– Vi har motorikdag hver onsdag, og så skiftes børnene til at komme i Magion om onsdagen. Der bliver også cyklet og leget på legepladsen, siger Beinta.

Hver torsdag bliver maden tilberedt på et bål. Det er børnehavens køkkenassistent, Inga Dalgas Pedersen, der sørger for tingene, men ikke hende, der står for tilberedningen på bålet.

Ellers er det primært Inga, der står for al madlavning i køkkenet, dog med hjælp fra en fleksjobber. Inga har været ansat siden 2007, altså i 18 år, og har således næsten været med i alle årene.

– Det har været skønt. Det er skønne unger, og børnene har ikke ændret sig siden jeg begyndte her. De er gode til at smage på maden, selv om det er noget, de ikke har smagt før. Der er nogle der kommer hver dag og spørger, hvad vi skal have at spise i dag. Det er hyggeligt, mener Inga, der bliver 63 år til sommer. Hun har dog ingen planer om at stoppe lige foreløbigt.

– Jeg fortsætter nogle år endnu, hvis helbredet er til det. Jeg kommer til at kede mig, hvis jeg kommer hjem og går, mener Inga.

I øjeblikket er der 11 vuggestuebørn og 19 børn i børnehaven, der er særdeles populær, og der er således en del forældre, der er skrevet på en venteliste. Og sørger forældre for at melde deres børn ind i vuggestuen inden de er fyldt tre år, så er de sikret en plads i børnehaven.

– Der kommer nye børn den 1. juni, og børnene kommer fra hele byen, og også fra oplandet. Mange vælger os til, fordi vi er så små, og vi kender jo navnene på alle, der kommer og henter børnene. Både forældre, søskende, bedsteforældre og andre pårørende. Der er en hjemlig stemning her, mener Beinta, der har været ansat i Eventyrhuset siden 2017.

Beinta Wintereig oplever stor opbakning og engagement fra forældrene, når der skal laves noget. Der er således stor tilslutning, når der en gang om året er arbejdsdag, eller andre arrangementer. Det gælder i øvrigt også personalet, der også bakker op om alle arrangementer. Der er i øjeblikket 10 ansatte i børnehaven.

– Hvis vi har brug for hjælp til eksempelvis at få sat en hylde op, så kommer der hurtigt én og klarer det, fortæller Beinta.