Hos LEGO House i Billund har man taget vel imod nyheden om placeringen af et Space Center mellem Granvej og Grindstedvej i Billund.
Dermed kommer det til at ligge i gå-afstand til flere af byens andre attraktioner, herunder altså LEGO House, og der kan derfor opnås god synergi mellem de to helårsattraktioner, mener direktør i Destination Trekantområdet, Martin Perregaard-Bitsch.
Og det er direktør i LEGO House, Kathrine Kirk Muff, helt enig i.
– I LEGO House er vi altid begejstrede for at se nye oplevelser og attraktioner tage form i Billund. Som ”Home of the Brick” tror vi på, at flere helårsattraktioner kun vil styrke Billunds rolle som Børnenes Hovedstad og et ”must-visit” for både danske og internationale gæster, og vi glæder os til at byde endnu flere nysgerrige og kreative familier velkommen til at udforske alt, hvad denne unikke by har at byde på, siger Kathrine Kirk Muff.
Hvis alt går som det skal i den politiske proces, indledes byggeriet af Space Center i løbet af næste år, og ventes at stå færdigt og klar til åbning i 2028.