Børnejournalister lærer – også – i den virtuelle verden

En ny børnejournalistuddannelse for elever i 5. klasse ruster børn til at lære gennem leg. Blandt andet gennem rollespil i det populære spil Minecraft Arkivfoto: lego.com


En ny børnejournalistuddannelse for elever i 5. klasse ruster børn til at lære gennem leg. Blandt andet gennem rollespil i det populære spil Minecraft

De 21 børn, der hen over efteråret er i gang med en helt ny børnejournalistuddannelse i Børnenes Hovedstad, er i denne weekend samlet hos en af samarbejdspartnerne – Microsoft – for at arbejde med journalistikken.

Idéen med campen er at inspirere børnene til at bruge digitale redskaber og spil til at fortælle journalistiske historier. De kommer blandt andet til at bruge Minecraft – som mange i deres årgang i forvejen bruger en del fritid på – i et rollespil præget af konflikter som følge af forurening og klimaforandringer.

I spillet møder børnene kilder som borgmesteren, landmanden og klimaaktivisten. Både virtuelt og ude i den fysiske verden. Deres research og interviews med kilderne formidler børnene med multimedier i gameplay-stilen.

Børnene skal også gennem leg træne brug af virtuelle mødefaciliteter og online samarbejde. De skal lave digital gemmeleg og quizze med hinanden i online dokumenter.

– Vi ønsker at fremme digitale kompetencer blandt børn og unge, og journalistikken giver nogle rigtig gode muligheder for at arbejde praktisk med teknologi på en sjov og inspirerende måde. Vi er glade for at kunne bidrage til projektet – og ser frem til at se en masse kreative indslag, siger pædagogisk uddannelseschef, Morten Ovesen, Microsoft.

Børnejournalistuddannelsen er et uddannelsesforløb til børn, der går rundt med en journalistspire i maven, er nysgerrige på samfundet omkring sig og brænder for at fortælle historier for både børn og voksne.

Det første hold på 21 drenge og piger fra hele landet begyndte deres uddannelse på en boot-camp i Billund i begyndelsen af august. Uddannelsen er på i alt 13 uger og foregår i journalistspirernes fritid, hvor de kommer til at deltage i camps, praktikophold samt mødes online.

Det er Børnenes Hovedstad, der sammen med en række partnere i første omgang sætter gang i et pilotprojekt, som skal afklare, hvordan forløbet fremadrettet skal skrues sammen. DR (DR Ultra) og Berlingske (Kids’ News) stiller blandt andet praktikpladser og ekspertundervisere til rådighed undervejs, mens Syddansk Universitet bidrager med journaliststuderende, der vil fungere som mentorer på børnejournalistuddannelsen. Derudover er Microsoft med i projektet som vært for aktivitetsdage og leverandør af it-værktøjer.

FAKTA: Om Børnejournalistuddannelsen
  • 21 børn fra 5. klasse deltager – tre fra hver af følgende skoler: Helsingør Skole, Randersgades Skole i København, Vissenbjerg Skole, BillundSkolen, Vestre Skole i Silkeborg, Fursund Skole og Augustenborg Skole
  • Uddannelsen strækker sig over 13 uger, er gratis for deltagerne og foregår i børnenes fritid
  • Børnejournalistuddannelsen tilbydes af Børnenes Hovedstad i samarbejde med DR (DR Ultra), Berlingske (Kids’ News), Syddansk Universitet og Microsoft
    Som et led i forløbet kommer børnene i praktik på DR Ultra og Kids News i uge 42
  • Børnejournalistuddannelsen begynder med en bootcamp i Børnenes Hovedstad Billund i uge 32