220 elever i alderen 8-15 år fra syv skoler i Billund kommune mødes i den kommende weekend til den årlige FIRST LEGO League turnering og udstilling i Billund.
De seneste to måneder har 30 skolehold arbejdet målrettet med projektopgave og Lego-robotkonkurrence – med temaet, der i år hedder SUPER POWERED.
Det handler om hvordan energi bliver lavet, opbevaret, fordelt og brugt. Hvert hold har skulle arbejde med en konkret problemstilling og give deres eget bud på en fremtidig løsning til en af de mange energiudfordringer verden står over for i dag.
Det hele kulminerer altså på lørdag med en stor turnering og udstilling i CoC Playful Minds’ domicil på Kløvermarken 35 i Billund.
Der er officiel åbning og indmarch kl. 9, hvor alle hold bliver præsenteret på scenen. Hele formiddagen og det meste af eftermiddagen vil holdene konkurrere i Lego robotkørsel samt præsentere deres projekter for et dommerpanel.
Det hele ender med en afslutningsceremoni og prisuddeling kl. 15.