Børns udsmykning af trappe forbedrer sikkerheden

Fantasimonstre med øjne på stilke. Heste, der prutter og fliser dekoreret som stole. Farverige motiver tegner sig over alt på den før så golde stentrappe, der nu ikke er til at overse.

I et samarbejde med Center for Børnenes Hovedstad har børn fra Hejnsvig Børnehave udsmykket den trappe, der forbinder udearealerne og hoveddøren. De før så golde trin udgjorde en sikkerhedsrisiko for de mange børn og voksne, der færdes på trappen.

– Flere havde oplevet at snuble eller komme til skade på trappen. Den udgjorde et reelt problem, som vi nu har løst sammen med børnene. Det har været en fornøjelse at være med i endnu en samskabelsesproces, fortæller Anette Hald, leder af Hejnsvig Børnehave.

På baggrund af forældrehenvendelser rakte børnehaven i efteråret ud til Center for Børnenes Hovedstad for at høre, om de havde mulighed for at komme med løsningsforslag, der sikrede en legende involvering af børnene.

Børnene har undersøgt trappen og mærket af med kridt, hvor den bruges til leg, og hvor man skal være opmærksom, når man går på den. De har talt om forbedringsmulighederne og tegnet de motiver, som trappen er udsmykket med i dag.

Fagkonsulent i Center for Børnenes Hovedstad, Matilde Gry Ilsøe, har været med til at facilitere workshoppene med børnene og fortolke deres inputs til motiver.

– Det har været vigtigt for os, at børnene kan genkende deres tegninger i det endelige resultat. De skal kunne se, at deres inputs er blevet lyttet til, og at de har sat et præg på deres fælles arealer, siger Matilde Gru Ilsøe, fagkonsulent i Center for Børnenes Hovedstad.  

13 børn fra Hejnsvig Børnehave har været en del af projektet, der er forløbet over 3 workshops. Børnenes inputs og tegninger fortolket og til sidst påmalet trappen af en professionel maler. Trappen blev indviet den 6. maj 2025.

Trappen, som børnene har skabt sammen med Center for Børnenes Hovedstad, blev indviet i sidste måned med en ceremoni for forældre. Foto: Center for Børnenes Hovedstad
Pruttende heste, huse i alle regnbuens farver og trin malet som stole at sidde på. Børnenes kreative idéer blev fortolket, så trappen kunne blive både sikrere at færdes på og sjovere at lege på. Foto: Center for Børnenes Hovedstad