Center for Børnenes Hovedstad inviterer igen i år skoler i hele Billund Kommune til at deltage i en række inspirerende læringsforløb, hvor leg, læring og medbestemmelse går hånd i hånd.
Forløbene er målrettet elever fra 0. til 9. klasse samt børn og unge i projektbaserede læringsforløb (PBL). Der er i alt ni forskellige forløb at vælge imellem – med emner som børns rettigheder, First LEGO League og “Smutvejsagenter” på cykel. Fælles for dem alle er ønsket om at engagere børn og unge i deres lokalsamfund og give dem en stemme i udviklingen af deres by.
Tilmelding til efterårets forløb er åben frem til 20. juni 2025 – og der åbnes igen for tilmelding den 1. august.
Skolerne har modtaget et projektkatalog med en QR-kode til tilmelding, og ellers kan man kontakte chefkonsulent Sara Bæklund Daugaard direkte.
Bag tilbuddene står Center for Børnenes Hovedstad, der arbejder for at gøre Billund til verdens bedste sted for børn – med legen som omdrejningspunkt for både læring, trivsel og kreativitet.