Boligplaner på campingplads giver modspil: “Det må ikke stoppe aktiviteterne”

Der er lagt op til nye boliger på Grindsted Camping, men planerne rammer lige ned i et område, hvor der i forvejen er fuld gang i sport og fritid. Og det kan give gnidninger.

Kommunen vil gerne arbejde videre med et projekt med 32 tæt-lav boliger på Søndre Boulevard. Argumentet er, at området ligger attraktivt – tæt på både bymidte, uddannelser og masser af aktiviteter. Men netop de aktiviteter er også det, der nu fylder i høringssvarene.

Fra GGIF Fodbold er meldingen ifølge høringssvarene klar: “Det må et boligprojekt ikke kunne sætte en stopper for.”

Klubben tegner et billede af et område med liv stort set hele ugen: Træning flere dage om ugen, kampe i weekenderne, lys på kunstgræsbanen om aftenen og stævner med mange deltagere. Og der er mere på vej. Planer om større turneringer, fodboldskoler og nye faciliteter ligger allerede i støbeskeen. Bekymringen er, at nye naboer kan føre til flere klager over støj og lys – og dermed lægge begrænsninger på aktiviteterne.

Kultur- og Fritidsrådet bakker fodboldklubben op og er endnu tydeligere: De er ifølge høringssvaret“100% imod” boliger midt i byens fritidsområde.

Men i den kommunale forvaltning ser man anderledes på det. Her peger man på, at reglerne faktisk er strengere for en campingplads end for boliger. Men samtidig erkender man, at faste beboere typisk reagerer anderledes end gæster på en campingplads.

Derfor anbefales det at gå videre med planerne – men med et vigtigt krav: Der skal findes løsninger, der dæmper støj og lys fra idrætsaktiviteterne. Hvordan det konkret skal se ud, bliver først afklaret i det videre planarbejde.

Samtidig er der åbnet en ekstra dør i projektet. Bygherre ønsker mulighed for at etablere et sportel – altså overnatning målrettet sport og events – og det bakker forvaltningen op om. Projektet kræver nye lokalplaner, fordi området i dag er udlagt til fritidsformål.

Politikerne har allerede sagt ja til at arbejde videre med idéen – men ikke uden uenighed. Danmarksdemokraterne stemte i Teknik-, Plan- og Klimaudvalget imod forslaget om boliger på grunden, mens Venstre og Socialdemokraterne stemte for.

Nu sendes bolden videre til Økonomi-, Erhvervs- og Turismeudvalget, inden den skal afgøres i Kommunalbestyrelsen.