Borgmesteren: Grindsted skal være noget andet

Grindsted har fyldt meget, da politikerne i Billund Kommune forhandlede de kommende års budget. Det står ligefrem i budgetforliget, hvor kommunens største by får flere nye investeringer i bymidten.

Og ifølge borgmester Stephanie Storbank (V) er der en grund til den særlige opmærksomhed.

– Grindsted er i en transformationsproces. Fra at være en by med rigtig meget detailhandel, så skal den noget andet, siger hun.

I budgettet er der blandt andet afsat tre millioner kroner til Torvet og tre millioner kroner over fire år til at understøtte bevaring og istandsættelse af de kulturhistoriske bygninger i Grindsted midtby.

Derudover kommer en ny pulje på 125.000 kroner om året, som borgere og foreninger kan bruge til initiativer, der midlertidigt skaber liv i eksisterende bygninger og butikker.

For borgmesteren handler det om at give folk nye grunde til at bruge midtbyen.

– Vi skal have skabt nogle ting dernede, der gør, at folk har lyst til at komme derned, som kan være med til at facilitere fællesskaber og aktiviteter, og at bymidten generelt får et løft, siger Stephanie Storbank.

Pengene kommer oven i den eksisterende udviklingspulje til bylivet i Grindsted midtby på omkring 1,77 millioner kroner årligt.