Brandfolkene fra Billund Brandvæsen rykkede tirsdag lidt over middag ud til en alarm på Billund Plejecenter. Ifølge Jydske Vestkysten nåede brandfolkene endda frem, inden personalet havde opdaget, at der var ild i en beboers lejlighed.
Det var ild i en skraldespand hos en mandlig beboer, der satte den automatiske brandalarm i gang og dermed sendte bud efter brandfolkene.
Selvom beboeren ikke kom noget til, turde indsatsleder på opgaven, beredskabschef Torben Ravn, ikke andet end at sende manden på sygehuset til tjek:
– Det havde udviklet en skarp og ubehagelig røg, så jeg turde ikke andet end at sende bud efter en ambulance, så beboeren kunne få tjekket sine lunger på sygehuset, siger Torben Ravn i dagens udgave af Jydske Vestkysten.