Tirsdag klokken 17.21 blev brandvæsenet i Billund kaldt ud til brand i et parcelhus på Mølleparken i Vandel. Billund-folkene fik assistance fra flere andre brandstationer, ligesom også Sydøstjyllands Politi var til stede med en patrulje.
Der var talrige brandkøretøjer og mandskab på adressen, hvor slukningsarbejdet hurtigt blev iværksat. Ifølge politiet kom der hurtigt kontrol over branden, men den udviklede kraftig sort røg.
Det fik kl. 18.17 politiet til at udsende en myndighedsmeddelelse om situationen.
– Brandvæsen og Politi er til stede ved en brand på Mølleparken i Vandel: Der er styr på branden, som udvikler sort røg. Brandvæsenet anbefaler, at borgerne ikke opholder sig i røgen, lød det i meddelelsen.
Den sorte røg kunne ses helt fra Billund, hvor flere borgere bemærkede den markante røgsøjle på afstand.
Når slukningsarbejdet er endeligt afsluttet, bliver området spærret af, så brandstedet kan undersøges nærmere. Politiet er i gang med at klarlægge brandårsagen.
– Folk skal respektere afspærringen derude, fortæller vagtchef Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi.
Der er på nuværende tidspunkt ikke meldinger om personskade.


