Brandvæsen og politi kaldt til Billund Varmeværk

Tirsdag eftermiddag kl. 13.22 blev brandfolk fra Billund, indsatsleder fra TrekantBrand samt to politipatruljer sendt til Billund Varmeværk på Rugmarken.

Årsagen var røgudvikling fra det anlæg, der trækker halmballer ind til fyret. En gnist havde formentlig antændt noget halm, men ilden blev hurtigt slukket af det automatiske brandslukningssystem.

Da det dog fortsatte med at ryge, valgte personalet på varmeværket at kontakte alarmcentralen som en sikkerhedsforanstaltning.

Indsatsleder Anders Bech fortæller ifølge Netavisen Grindsted, at situationen var ganske udramatisk, og brandfolkene kunne forlade stedet igen efter kort tid.