Det er sjældent rådhuset slår dørene op på en søndag. Men det sker søndag den 4. maj fra 15-16, hvor der afholdes gratis korkoncert med fællessang for at markere 80-året for Danmarks Befrielse.
Koncerten er med koret Vokalias og arrangeres af initiativtager og korleder Stig Møller, som har planlagt et program for kor og orkester og med fællessange undervejs.
– I dag kan vi meget dårligt forestille os, hvordan det har været at leve under besættelsen, men jeg tror, den usikre politiske situation, vi oplever i verden netop nu, har sat tanker i gang hos mange mennesker. Vi har vænnet os til fred – og måske taget den for givet – så i det lys mener jeg, at der er et endnu større behov for at mindes Danmarks befrielse og alle dem, som satte livet på spil, og det vil vi gøre gennem musikken, siger arrangør og korleder Stig Møller.
Koncerten foregår i foyeren på rådhuset i Grindsted klokken 15.00, hvor koret får musikalsk opbakning fra omkring ti dygtige musikere. Sangrepertoiret består af sange, som relaterer sig til forskellige krige fra 1. Slesvigske Krig i 1848 og frem til tiden efter 2. Verdenskrig.
Det er første gang, at Billund Kommunes rådhus huser en koncert, men det giver rigtig god mening at gøre, mener borgmester Stephanie Storbank.
– Vi lever desværre i en meget usikker tid lige nu, hvor der i dansk og international politik igen tales om oprustning. Samtidig står vi i Danmark over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede siden 2. Verdenskrig. Derfor mener jeg, at det giver særligt god mening at markere 80-året for Danmarks befrielse, fordi det tjener som en vigtig påmindelse om aldrig at tage fred og frihed forgivet, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Den gratis koncert på rådhuset markerer samtidig afslutningen på to dages korstævne, hvor korsangere og musikere fra Vokalias har mødtes og øvet i Grindsted. Arrangementet er åbent for alle interesserede, og efter koncerten, som varer cirka en time, er der mulighed for at komme på rundvisning i byrådssalen med borgmester Stephanie Storbank.