British Airways øger antallet af flyvninger mellem Billund og London

Ryanair er ude af Billund Lufthavn og dermed er adskillige ruter med ét hug forsvundet fra Danmarks andenstørste lufthavn. Men Billund Lufthavn har kæmpet en indædt kamp for at dække nogle af ruterne ind med andre selskaber – senest i dag hvor British Airways melder at man indsætter yderligere tre afgange på ruten mellem Billund og London Heathrow.

Dermed kommer British Airways op på hele ti ugentlige afgange til Europas største lufthavn. Samtidig flytter flyene fra Billund til hovedterminalen T5. Det gør det væsentligt nemmere for de rejsende at få adgang til lufthavnens enorme rutenetværk ud i verden.

– Historien om Ryanairs exit har fyldt meget hos os og i vores omverden. Vi har svaret på mange spørgsmål om konsekvenser og perspektiver. Derfor glæder det os nu meget, at vi kan se fremad og fortælle om nye ruter. Interessen for at flyve fra Billund er stor, og på trods af branchens kapacitetsudfordringer er det lykkedes os at hente nye ruter ind. Sammenligner man trafiktallet for 2025 med 2024, ser vi ind i en sandsynlig tilbagegang med cirka 25 procent. Af det fald har vi  genvundet cirka 200.000 flysæder – og vi har allerede nu positive tilkendegivelser om endnu flere i 2026, fortæller adm. direktør Jan Hessellund.

Nyheden fra British Airways kommer i forlængelse af, at Norwegian har tilføjet en rute til London Gatwick fra Billund. Samtidig sætter flyselskabet væsentligt mere kapacitet ind på Malaga og Alicante. Wizz Air, som i forvejen flyver til Bukarest og Lași i Rumænien, åbner nu også ruter til Gdansk og Katowice i Polen, Vilnius i Litauen og Chișinău i Moldova. Det er første gang, at der etableres en direkte rute mellem Billund og det østeuropæiske land.

Air Greenland tilbyder nu 2 ugentlige afgange til Nuuk, og spanske Vueling forbinder Billund med den Catalanske hovedstad Barcelona.

Trafiktallet for marts dykkede forventeligt i forhold til samme måned i 2024. Helt præcist rejste 241.395 passagerer fra Billund Lufthavn, det var et fald på 5,7 procent.

– Nedgangen i marts kommer fordi færre gæster har benyttet Ryanairs ruter, specielt her sidst på måneden – alle andre selskaber har haft en fin udvikling. Det tyder på en fortsat god efterspørgsel i markedet. I vores tal fra april og frem vil vi derfor fokusere på, hvordan udviklingen er hos vores nuværende flyselskaber. Det bliver vores primære målepunkt de kommende 12 måneder. På den måde kan vi også sætte en streg over det irske lavprisselskab, konkluderer Jan Hessellund.