Budgetforslag byder på store anlægsprojekter og økonomisk usikkerhed i horisonten

Billund Kommunes Økonomiudvalg har i dag fremlagt deres bud på hvordan det kommunale budget skal skrues sammen over de kommende år – et budgetforslag, hvor der både er plads til investeringer i velfærd, infrastruktur og kultur – men også tegn på, at økonomien kan blive presset i fremtiden.

Efter en række prioriteringer står der kun omkring 1 million kroner tilbage i råderum på driftsbudgettet og 1,4 millioner på anlægsrammen. Likviditeten er fortsat fornuftig, men bevæger sig ned mod det minimumsniveau, kommunen selv har fastsat i sin økonomiske politik.

Ifølge Økonomiudvalget er der ikke lagt op til store nedskæringer i år, men udviklingen skal følges tæt. For staten har luftet tanker om at der skal ændres i fordelingen af selskabsskatterne – hvor Billund suverænt er den kommune der bidrager med mest målt per indbygger – hele 2,5 gange mere end nummer to – men det kan altså ændres, når regeringen ser på fordelingen mellem kommunerne.

Budgettet for Billund kommune indeholder forslag om at udvide kapaciteten i dagtilbud, herunder specialbørnehaven Sommerfuglene, samt at ansætte to nye faglige koordinatorer i hjemmeplejen for at styrke arbejdsmiljø og implementering af reformer. Der er også planer om at udvikle “småjobs” for borgere langt fra arbejdsmarkedet.

Sommerferieaktiviteterne for børn, SommerSjov får et løft på 15.000 kr., og stillingen som foreningskonsulent på fritidsområdet gøres permanent.

På anlægssiden er der afsat midler til flere store projekter, herunder:

  • Etapevis renovering af BillundSkolen, som henover de kommende 10 år løber op i 170 mio kroner.
  • Nye cykelstier og forbedring af fortove, herunder strækningen mellem Grindsted og Billund, med forventet færdiggørelse i 2029.
  • Sanering og forskønnelse af landsbyer, forbedring af asfalt og afvanding i Kløvermarken i Billund.
  • Opgraderinger af idrætsfaciliteter, herunder Grindsted Svømmehal og kunstgræsbanen i Billund, der står under vand 90 dage om året.
  • Og så er der også sat penge af til nye parcelhusgrunde i Billund Syd og et øget budget til erhvervsbyggemodning, bl.a. med henblik på en mulig kommende motorvej.

Men Billund kommune skal også preppe – eller i hvert fald sørge for at de beboere de har ansvar for rundt omkring på institutionerne kan klare sig i tre døgn hvis der skulle komme et angreb på vores infrastruktur og forsyningskæder. Derfor oprettes en ny beredskabspulje, inspireret af de nationale anbefalinger om at “preppe” til krisesituationer. Puljen skal sikre, at kommunen kan tage vare på borgere i institutioner ved f.eks. strømudfald. Der afsættes også midler til at forbedre energimærker og registrering af energibesparelser i kommunens bygninger.

Nu skal budgetforslaget igennem de vanlige politiske forhandlinger, men umiddelbart ligner det ikke noget der kan koste de store sværdslag.

Du kan selv nærlæse budgetforslaget via dette link.