Når Nordic Shopping efter planen åbner i sommeren 2027, bliver det med endnu en kendt kæde på plads. Burger King har bekræftet, at de åbner en restaurant i det kommende handelsområde ved Grindsted.
Dermed føjer burgerkæden sig til rækken af lejere i Nordic Shopping, hvor det i forvejen er offentliggjort, at Elgiganten og Harald Nyborg rykker ind.
Hos Burger King ser man positivt på etableringen i området:
– Vi ser frem til at åbne en ny restaurant i Nordic Shopping i 2027. Det er et område, vi ser et stort potentiale i, og vi glæder os til på sigt at kunne byde gæsterne velkommen. Projektet er fortsat i en tidlig fase, og vi vil dele flere detaljer, når planerne for den nye restaurant er mere konkrete, siger Steffen Pedersen, Regional Manager i Burger King.
Nordic Shopping udvikles af Hanssen Ejendomme A/S og Daugaard Petersen A/S. Ifølge koncerndirektør Michael Andersen fra Hanssen Ejendomme er Burger King et naturligt supplement til det samlede udbud i området.
– Vi er tilfredse med, at Burger King har sagt ja til at være en del af Nordic Shopping. Det understøtter ambitionen om at skabe et handelsområde med både butikker og spisesteder, siger han.
Nordic Shopping bliver opført som en større retailpark ved Grindsted og skal rumme detailhandel, dagligvarebutikker og service- og spisetilbud. Projektet er fortsat under udvikling, og der forventes løbende at blive offentliggjort flere lejere frem mod åbningen i 2027.
Burger King åbnede sin første restaurant i Danmark i 1977 og får med etableringen i Nordic Shopping sin første restaurant i Billund Kommune.


