Butikker: det gør rigtig ondt det her

Der var ikke mange biler på Hovedgaden mandag eftermiddag.


Butikkerne i Billund har haft ondt i mange år.  I årene med opførelsen af LEGO House, med opgravningen af Hovedgaden og vejafspærringer af flere omgange i hjertet af Billund. Butikkerne havde kun lige vejret morgenluft, da coronavirussen væltede ind i Danmark – noget som endnu engang har gjort livet svært for detailhandlen.

Det begyndte i sidste uge – før statsminister Mette Frederiksens udmelding på tv onsdag aften, hvor hun bebudede en nedlukning af det officielle Danmark. Corona-virussen er løs, vi danskere skal holde sammen på afstand og det er bedst vi allesammen bliver hjemme. Sådan var meldingerne – groft fortalt.

Og det kan mærkes i butikkerne i Billund. Supermarkederne har stadig salg, men det kniber i detailbutikkerne.

– Det gør ondt det her. Rigtig ondt, siger Flemming Nørbygaard fra Sportmaster, der også er formand for Billund Handelsforening.

Han har ikke noget bud på hvad der kan gøres, men oplyser at han jævnligt er i kontakt med de andre butikker om ideer til eventuelle tiltag.