Der er åbenbart ikke udfordringer nok i at drive en pølsevogn. I hvert fald ikke for Caspar Theis fra Kromands, der nu har kastet sig over et helt nyt projekt: En festival i Grindsted.
Den 22. maj 2027 skal FESTVÆRK efter planen løbe af stablen. En endagsfestival med musik, mad, gode drikkevarer og masser af hygge.
Men hvorfor i alverden begynder en pølsemand pludselig at arrangere festival?
– Det er fordi, jeg kommer til at kede mig, lyder det prompte fra Caspar Theis.
Han har ladet sig inspirere af succesen med musik på torvet i Grindsted, men understreger, at FESTVÆRK bliver noget helt andet.
– Vi har supermeget fokus på, at det skal være hyggeligt. Det skal være et socialt arrangement mere end et musikarrangement, forklarer han.
Dermed ikke sagt, at musikken bliver nedprioriteret. Faktisk er der allerede aftaler på plads med fire-fem navne inden for underholdningsbranchen. Hvem det er, vil arrangørerne dog først afsløre senere. Musikalsk bliver det især pop og musik, som publikum kan synge med på. Og så kommer der også andre former for underholdning.
Vin, drinks og hyggelige kroge
FESTVÆRK skal ikke være en traditionel festival med kæmpescener og de største musiknavne. I stedet er ambitionen at skabe hyggelige områder, hvor folk kan mødes over god mad, et glas vin eller en drink. Blandt andet kommer Stine fra Stines Mad og Vin til at stå for en af barerne, mens Caspar selv tager sig af de øvrige.
Og så skal det være til at betale. En billet kommer til at koste 250 kroner, og allerede til Black Friday i Grindsted bliver der taget hul på billetsalget med et early bird-tilbud. Fra 1. december åbner det almindelige billetsalg.
Satser for egen regning
Det er Caspars Theis’ egen virksomhed, Kromands, der står med den økonomiske risiko.
– Det er jo ikke nogen forening eller fond. Det er min egen lille virksomhed, der står for det hele, så det er jo også en risiko at løbe, fortæller han.
Drømmen er, at FESTVÆRK kan blive en årlig tradition i Grindsted.
– Hvis det kan løbe rundt, så kommer det igen. Alt er lavet til, at det skal komme igen, siger Caspar.
Hvor i Grindsted festen skal holdes, er endnu ikke offentliggjort. Arrangørerne afventer de sidste tilladelser, før de kan afsløre den præcise placering. Men datoen ligger fast i kalenderen: 22. maj 2027.
Og så må vi se, om pølsemanden kan holde sig beskæftiget indtil da.



