Midt i valgkampen op til KV21 har kandidaten fra Lokalpolitisk Forum, Coco Kjærgaard fra Billund, også haft tid til at få udgivet en bog. Heri giver hun gode råd til hvordan man hjemmeunderviser sine børn – noget hun selv har gjort for sine tre børn i snart seks år.
Bogen hedder “Den Er Hjemme – i gang med hjemmeundervisning” og kommer ind på de mest almindelige spørgsmål som “hvad med det sociale” og “hvad skal børnene lære” og meget mere.
– Der er mange grunde til at forældre vælger hjemmeundervisning frem for folkeskolen. Vi har en folkeskole, som i højere og højere grad fokuserer på normalområdet, mens neurodiverse personer ender med diagnoser og specialtilbud og mennesker med alternative livsfilosofier i mindre grad identificerer sig med den almene dannelse og de sociale værdier, der udøves i folkeskolen, fortæller Coco Kjærgaard.
Hun kender det på egen krop. Da hun var i 20’erne, blev hun IQ testet, og resultatet sendte hende op blandt de 1 % mest intelligente i Danmark.
– Det var en kæmpe forløsning, for som mange sikkert ved, så er høj IQ ikke nødvendigvis en gave i folkeskolen. Da mine børns IQ bestemmes af både arv og miljø – basically mig – så må man formode at også de måtte opleve samme frustrationer med folkeskolen, som jeg selv gjorde. Derfor har børnenes far og jeg tilvalgt hjemmeskolen, siger Coco Kjærgaard.
Ifølge DR bliver hjemmeundervisning mere og mere udbredt. I dag bliver mere end 1200 børn undervist i hjemmet. Tilbage i 2016/17 lå tallet på blot 411.



