Læserbrev: Foreningslivet er vigtigt


Hvis der er noget, der skaber liv i byerne i Billund Kommune og binder byerne sammen, så er det foreningerne. Det er her, at børn, unge og voksne mødes. Det er her, der bliver skabt nogle fede oplevelser, som man husker. Det er her, der knyttes bånd. Sådan kunne jeg blive ved. Gennem mit eget virke i foreningslivet, har jeg oplevet, hvad foreningslivet kan.

Derfor har foreningslivet en helt særlig plads for mig. Netop derfor vil jeg arbejde benhårdt for, at der fortsat er gode rammer for foreningerne bredt set i Billund Kommune, hvis jeg bliver valgt ind i Byrådet igen til valget den 16. november. Det handler om, at der skal være nogle gode rammer, og det handler om, at vi skal lytte til foreningerne.

Det skal vi blandt andet gøre gennem Kultur- og Fritidsrådet. På den måde kan vi gennem dialog udvikle området til gavn for de frivillige, der yder en stor indsats. I forbindelse med corona fik vi lavet en pulje, der skulle hjælpe foreningerne på fode igen. Det er jeg glad for. Jeg vil i Byrådet arbejde for, at der er gode muligheder for foreningslivet i Billund Kommune.

Venlig hilsen
Kris Jensen Skriver, byrådsmedlem og kandidat til KV21 for Socialdemokratiet