De frivillige skal fejres på trods af Corona

Modelfoto


Selvom årets frivilligfest i Billund kommune er aflyst, så mener kommunen alligevel at de mange frivillige skal fejres.

– På grund af Corona har vi valgt at aflyse festen i år, blandt andet fordi mange af deltagerne er i risikogruppen; her tænkes f.eks. på de frivillige vennekredse fra plejecentre, patientforeninger m.fl.
siger Gitte Johansen næstformand for frivilligrådet, Billund kommune.

Frivilligrådet er alle selv frivillige, der ved hvad det betyder at blive anerkendt for den frivillige indsats der ydes uge efter uge. Derfor har medlemmerne lagt hovederne i blød, og kommet på en ide, som de håber de frivillige sociale foreninger vil fange.

– Vi vil opfordre alle de frivillige sociale foreninger til at fejre deres egne frivillige i deres lokale forening. Så vi undgår at samles for mange. Frivilligrådet vil i den forbindelse tilbyde en festpose,
der kan give lidt indhold til festen. Festposen vil blandt andet indeholde kaffepulver, servietter og gavekort til hjemmelavet is fra Nygård Ismejeri på Tingvejen, Grindsted. Vi har valgt på den måde at støtte en lokal virksomhed, også fordi de kan tilbyde god is i 30 varianter inkl. sukkerfri og laktosefri, så der er noget for alle. Der vil desuden også være en hilsen fra borgmesteren og frivilligrådet, som vi håber de frivillige vil læse op under festen, fortæller Gitte Johansen.

De frivillige sociale foreninger kan ansøge om en festpose på www.billund.dk/frivilligfredag. Frist for ansøgning er fredag den 18. september 2020 kl. 8.