De går efter de samme stemmer, men Stephanie Lose og Anni Matthiesen står sammen

Valgkampen frem mod det kommende folketingsvalg er for alvor gået i gang i Billund Kommune. Mandag tog økonomiminister og næstformand for Venstre, Stephanie Lose, sammen med det lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen opstilling ved Kvickly i Grindsted for at møde vælgerne.

For Stephanie Lose er det første gang, hun går ind i en folketingsvalgkamp som kandidat. Hun har tidligere stillet op og været formand for regionsrådet i Syddanmark i en årrække, men overgangen til landspolitik og ministerpost har ændret hverdagen.

– Ulempen ved et folketingsvalg er, at man ikke ved, hvornår det kommer. Ved kommunal- og regionsrådsvalg ved man, at det er den tredje tirsdag i november hvert fjerde år, og så kan man planlægge efter det. Her har det været lidt mere kaotisk – og nok endnu mere for mig, fordi det hele er så nyt, sagde Stephanie Lose til BillundOnline.

Hun mærker især forskellen i balancen mellem det lokale og det nationale.

– Jeg kan mærke, at jeg både skal forsøge at være herhjemme i Sydjylland og samtidig har forpligtelser nationalt. Der bliver hevet lige meget fra København en gang imellem. Derfor er det rart at kunne komme herud og stå sammen med Anni og være hjemme i det sydjyske, lød det fra ministeren, der er bosat i Esbjerg.

Selvom de to Venstre-profiler i princippet konkurrerer om personlige stemmer, afviser Anni Matthiesen, at der er tale om intern rivalisering.

– Jeg betragter ikke Stephanie som en konkurrent. Vi er et hold. Jeg har stor tillid til, at hun kan få så mange stemmer, at hun måske endda kan trække et ekstra mandat. Rigtig mange i Syddanmark kender Stephanie og ved, hvad hun står for, sagde Anni Matthiesen.

Som rutineret folketingsmedlem har Anni Matthiesen kastet sig over en anderledes kampagneidé: en børne- og malebog. Og den har vist sig at være populær.

– Allerede her til formiddag skrev en forælder og spurgte, om hun kunne få et par stykker til sine børn. Jeg sagde, at hun kunne komme forbi ved Kvickly i eftermiddag. Da det ikke kunne lade sig gøre, aftalte vi at jeg ville sende Kurt forbi hendes postkasse i Billund, fortalte hun med et smil.

Stephanie Lose understreger dog, at hendes fokus ikke kun handler om personlige stemmer.

– Jeg er ikke kun her for at hente stemmer til mig selv. Jeg er her for at hente stemmer til Venstre og for at bakke Anni op, som i mange år har været en stærk repræsentant for området. Den værdi, der ligger i at have nogen, der virkelig kender det lokale, er stor. Vi er her som et hold, sagde hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt Anni Matthiesen kunne se sig selv som børne- og undervisningsminister i en fremtidig regering, tog hun det med ro.

– Vi tager ét skridt ad gangen. I Venstre skal man passe på ikke at sætte næsen for højt op, for så får man bare for mange skrammer, lød det fra den garvede Venstre-kvinde.