Deltag i uddelingen af Handicappriserne 2020

Arkivfoto


Billund kommunes Handicapråd vover pelsen og inviterer alle, der har lyst, med til uddelingen af årets Handicappriser.

Det foregår på FNs Internationale Handicapdag den 3. december i aulaen på Vestre Skole i Grindsted kl. 18.00. Datoen er altså kun få dage efter det igangværende forsamlingsforbud på 10 personer er sat til at udløbe:

– Lige nu håber vi på at forsamlingsforbuddet bliver ændret igen til de 50, hvilket erfaringsmæssig plejer at være dækkende. Sker dette ikke, retter vi os selvfølgelig efter de forsamlingsforbud der er til den tid, men vi krydser fingre, lyder det fra Billund kommune.

Ligesom sidste år er Handicapprisen delt i to, hvoraf den ene prismodtager er valgt direkte af Handicaprådet og den anden på baggrund af indstillinger. Med hver pris følger 10.000 kr. Modtagerne af priserne offentliggøres ved selve prisoverrækkelsen. Prisen uddeles til personer, virksomheder eller foreninger, som har igangsat særlige initiativer eller gør en særlig indsats for personer med handicap i Billund Kommune.

Alle er velkomne til prisoverrækkelsen, og det er gratis at deltage. Af hensyn til forplejning skal man dog melde sig til senest 25. november på handicapraadet@billund.dk eller på tlf. 72 13 11 86.

Læs mere om Handicappriserne på www.billund.dk/handicapprisen