Den fjerde udvidelse af den Internationale Skole i Billund er i fuld gang

11 år efter International School of Billund første gang slog dørene op for 60 forventningsfulde elever, er skolen i gang med sin fjerde udvidelse. For gennem årene er der kommet en hel del flere børn og ansatte til – faktisk så skolen nu gearer sig til tre spor per årgang.

Tilbage i 2013 var der ingen garanti for, hvor mange elever der ville være til en international skole i Billund. Før skolens åbning i 2013 blev det anslået, at man i løbet af 12 år kunne forvente at have ca. 150 elever. De 150 elever nåede man hurtigt, og siden da er International School of Billund vokset støt – og har udvidet flere gange.

– Der er fantastisk at være en del af den udvikling, der er i Billund. Det er tydeligt, at hele byen og området er i positiv vækst; der bliver udviklet, taget chancer og drømt stort, og det tiltrækker familier fra både ind- og udland. Det betyder flere børn på skolen – og lige nu også en del på ventelisten. Det er vi selvfølgelig glade for, siger skoleleder Camilla Uhre Fog, der har været med fra da den internationale skole i Billund blot var en idé på tegnebrættet.

Med den igangværende udvidelse af både faglokaler, klasselokaler og fællesområder kan ISB få plads til endnu flere børn, og dermed fremtidssikre skolen.

Skolens nye hovedindgang kommer til at vende ud mod Vejlevej i stedet for mod Skolevej.

– Det er klart, at vi med så stor en udvidelse kommer til at ændre på flowet i skolen, og det er naturligt at vi flytter hovedindgangen til Vejlevej. Det kommer til at betyde, at presset om morgenen bliver lettet fra Skolevej. Der er mange forældre, der afleverer deres børn i bil om morgenen, af og til er der busser med gæster til skolen, og så er der vareindlevering og renovation – alt det bliver meget nemmere at håndtere via Vejlevej, hvor der er bedre plads” siger skolens pedel, Bent Meldgaard.

Det er KIRKBI, der er bygherre på udvidelsen af ISB, som så lejer bygningerne af KIRKBI.