Når LEGO House åbner i 2017, så er det første gæsterne møder, når de har parkeret bilen i P-huset på Hovedgaden og går op mod LEGO House, en stor terrasse, der næsten ser ud som om, den er smeltet ned over hjørnet af den færdige bygning.
Selvsamme terrasse er lige nu ved at blive støbt. Bestemt ikke et ukompliceret stykke arbejde, da intet er symmetrisk og fordi, der populært sagt, skal støbes på de lodrette stød-trin. Støbningen gennemføres af flere gange i midlertidige støbekasser, så betonen bliver fordelt jævnt over den skrå bygning. Den færdige terrasse beklædes med en hvid teglklinke på stød-trinnet og gult faldunderlag på alle de vandrette flader. Det betyder, at terrassen ser hvid ud fra fortovet, men er gul, hvis man står på en af de andre terrasser – eller ankommer med fly.
Arkade og Parkeringshus på Hovedgaden
LEGO House regner med 250.000 besøgende pr. år, hvoraf en stor del forventes at parkere i det nye parkeringshus, der pt. er under opførelse på hjørnet af Hovedgaden og Ole Kirks Vej. Når P-huset står helt færdigt i januar 2017, vil det have en kapacitet på 360 biler ad gangen.
Bygningen bliver i tre etager og kombineres med en arkadebygning til erhverv og bolig, som forventes færdig primo december 2016. I stueplan er der tre erhvervslejemål, hvoraf den ene allerede er udlejet til en blomsterbutik. På 1. salen vil der være tre kontorlejemål og på 2. sal to boliger af 100m2. Fundament-arbejdet til Arkade og Parkeringshuset er i fuld gang. Interesserede kan følge med, da der netop er blevet etableret et kighul i hegnet ud mod Hovedgaden.