Det bliver dyrere at sortere mere

Disse tre affaldsbeholdere har borgerne i Billund stående ligenu på matriklen. Om et par år kommer endnu en til.


Vi skal mindske spild, genanvende mere og forbrænde mindre affald, end vi gør i dag. Sådan lyder de overordnede mål for Affaldsplan 2021-2033, som byrådet i Billund har sendt i offentlig høring frem til den 23. august.

Billund Kommune genanvender allerede en stor andel af affaldet fra både husholdninger, genbrugspladser og virksomheder, men sidste år indgik Regeringen og et bredt flertal i Folketinget en aftale om en klimaneutral affaldssektor i 2030. Her skal alle danskere til at sortere affald i flere dele. Dengang lå det i regeringens beregninger, at det i gennemsnit ville koste hver husstand 55 kroner ekstra om året.

Ifølge Dansk Affaldsforening er det helt urealistisk og deres vurdering er, at merprisen bliver mindst 550 kroner om året pr. husstand. For det koster penge at sætte affaldscontainere ud til hver husstand og tømme dem.

En del af aftalen betyder, at man i hele Danmark skal sortere sit affald i 10 typer. Det er op til den enkelte kommune, hvordan man gør det, men det skal gøres.

I dag sorterer husstande i Billund Kommune affald i syv forskellige typer, men i fremtiden vil også tekstil, drikkekartoner (mælke- og juicekartoner) og farligt affald blive afhentet på matriklen. Det betyder, at borgere i enfamiliehuse om et par år vil modtage en ekstra genbrugsbeholder, mens borgere i etageejendomme, rækkehuse og sommerhuse vil kunne skabe fælles affaldsløsninger, som flere kender det fra i dag.

– Vi arbejder hårdt på at skabe den bedste løsning på en bunden opgave om, at man skal sortere i 10 typer affald, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Per Nyhus.

Den nye husstandsindsamling betyder, at politikerne skal tage stilling til meromkostninger til indkøb af blandt andet nye spande til affaldsindsamling. For en typisk husstand lyder gættet på at formentlig vil koste 500 kroner mere om året.