Det kniber med tilmeldinger til årets Stafet for Livet

Det går lidt trægt med tilmeldingerne til årets Stafet for Livet Billund kommune, der igen afvikles på Filskov Stadion. I år finder de 24 timers stafet til fordel for Kræftens Bekæmpelse sted i weekenden den 3. og 4. september.

En af forklaringerne på det aktuelt lave deltagerantal er, at der er dukket flere lokale arrangementer op i samme weekend som Stafet for Livet:

– Vi mangler en del hold – især store hold, som har været der de seneste år – og dermed også en stor flok sædvanlige deltagere. Der sker jo også flere andre ting i den weekend både i Billund og i Grindsted med festuge, og det kan vi jo ikke helt holde for, siger Niels Pedersen, der er formand for Stafet For livet Billund Kommune.

Lige nu er der langt fra de pt. 205 tilmeldte op til de knap 1100 deltagere der var med sidste år. Men Niels Pedersen er ikke nervøs:

– Vi ved fra tidligere år at der kommer flere til i de sidste par uger op til. Og så kan vi også se at stafetterne i vores nabokommuner har oplevet bølgedale med deltagerantal. Eks. var der mange i Varde kommune det år vi startede, hvor vi havde få, men året efter havde vi mange, mens Varde oplevede nedgang, siger Niels Pedersen.

Med mange arrangementer rundt om i kommunen den 3. – 4. september skal der også mange frivillige hænder i gang. Og her lægger Niels Pedersen ikke skjul på, at der også godt kan bruges flere frivillige på Filskov Stadion.

– Jeg kan da godt bruge et par håndfulde eller tre mere herude, siger formanden.

Tilmelding til årets Stafet for Livet i Filskov kan ske her.