Højere kvadratmeterpris for husene i Billund kommune

Arkivfoto


Det tager længere tid at sælge villaen i Billund Kommune i forhold til sidste sommer. Til gengæld kan sælger hente langt flere kroner i kvadratmeterprisen. Det viser seneste markedsindex fra boligsiden.dk.

Den gennemsnitlige liggetid for de huse der blev solgt i juli 2016 i Billund kommune var 230 dage, mens det i juli året før var 129 dage. Sammenlignet med de solgte huse på landsplan, ligger husene i Billund i år til salg noget længere, eftersom liggetiden for hele landet i juli lå på 178 dage. Det er 10 dage kortere end juli sidste år for hele landet.

Mens hussælgerne i Billund kommune måtte vente lidt længere med at sælge deres hus end sidste år, så fik de til gengæld noget mere per kvadratmeter end før. De solgte huse i juli havde en gennemsnitskvadratmeterpris på 9.371 kr – mod 7.984 kr året før. Det er faktisk den højeste gennemsnitlige kvadratmeterpris lokalt hele året. På landsplan lå den gennemsnitlige kvadratmeterpris for de solgte boliger i juli 2016 på 12.894 kr.

Hos Estate Billund kan ejendomsmægler Elke Skytte godt nikke genkendende til, at kvadratmeterprisen for husene er steget. Til gengæld mener hun ikke liggetiden holder helt – i hvert fald ikke hvad angår Billund by, som er hendes salgsområde:

– Vi har haft susende travlt i juli. Der har været et godt flow, men vi har måtte vente lidt på at gennemføre handlerne helt på grund af ferie i bankerne og hos advokaterne. Men jeg synes nu ikke de huse vi får ind, når at ligge ret længe, inden de er solgt, siger Elke Skytte.