Efterlyser overhalende bilist efter gårsdagens uheld

Foto: Rigspolitiet


Sydøstjyllands Politi efterlyser føreren af den røde bil, der i går formiddag var årsagen til et uheld på Vejlevej mellem Billund og Vandel.

Hele fire biler var involveret i uheldet – hvoraf man altså mangler føreren af den ene bil, melder Netavisen Grindsted.

Uheldet skete, da den røde bil overhalede to forankørende biler, men for at undgå et frontalt sammenstød med en modkørende, måtte de to overhalede biler bremse hårdt op – hvilket fik en tredje bil til at banke op bag i den bagerste, der så bankede op i den forreste.

Den tredje bil endte med at bryde i brand og udbrænde.

Ifølge politiet var den overhalende bil en rød Chevrolet, og netop den bil og dens fører efterlyses nu af Sydøstjyllands Politi.

Så sidder der en bilist derude med dårlig samvittighed efter en knap så forsvarlig overhaling, kan vedkommende kontakte Sydøstjyllands Politi på tlf 1-1-4.