I anledning af den internationale ordblindeuge i uge 40 2017 satte Billund Kommune fokus på ordblindhed og børn i ordblindevanskeligheder. Det skete med en række tilbud og aktiviteter i til grundskolerne og 10. klasse i kommunen.
– Formålet er at nedbryde tabuer omkring ordblindhed ved at udbrede viden, både om ordblindhed, alternative skrivemetoder og kvalificerende it, lød det fra kommunen forud for ugen – og sådan kom det også til at gå:
– Vi oplevede, at alle eleverne var aktive, glade og fulde af gå-på-mod i forhold til at lave historie med LEGO og tegneserier. Alle elever kom i mål med en historie på to lektioner, altså 90 minutter, hvilket for nogen ville have været ovenud svært, hvis muligheden for at producere en historie kun havde været skriftlig, siger Iben Stavnsbo Sørensen, der er læsekonsulent i Skolestaben i Billund Kommune.
Eleverne kunne til evalueringen fortælle at billedfortælling kan løse mange forskellige faglige opgaver i skolen, blandt andet i historie, natur og teknologi, kristendom og i sprogfagene.
Sammen med sin kollega Hanne Holm oplevede Iben Stavnsbo Sørensen hos elever og forældre stor tilfredshed med ordblindeugen:
– Især at vi havde valgt at sætte fokus på at udbrede viden om ordblindhed, da både elever og forældre oplever at blive mødt med fejlagtige antagelser, siger de to konsulenter.