Der blev dystet i satellit-design, quiz-stafet, frø på farten og elastik-biler, da syv skoler fra Billund kommune i dag var med i den lokale finale af Naturfagsmaraton, der blev afviklet i Vorbasse Fritidscenter.
BillundSkolen, Grindsted Privatskole, Hejnsvig Skole, Lynghedeskolen, Sdr. Omme Skole, The International School of Billund og Vestre Skole stillede med både 5. og 6. klasser, så der var godt gang i den i den store hal i Vorbasse.
Elever fra lokale ungdomsuddannelser udgjorde dommerpanelerne sammen med repræsentanter fra Naturvidenskabernes Hus.
Det blev 6.C fra BillundSkolen, der løb med den samlede sejr, og endda også sejren i en af delkonkurrencerne med elastikbilerne, mens kammeraterne i 6.A snuppede sejren i Frø på farten. De to øvrige delkonkurrencer om satellit-design og tøjspild blev vundet af ISBs M1-årgang.