Et års arbejde er nu klar: 15 medarbejdere har bygget Københavns Havn i LEGO

Det har taget et helt år at skabe det nyeste område i Miniland i LEGOLAND Billund. Bag byggeriet står et hold på op mod 15 modelbyggere og teknikere, som gennem de seneste 12 måneder har arbejdet på at genskabe Københavns Havn i miniature.

Onsdag blev det nye område indviet, og ifølge leder af modelafdelingen, Jan Mouritzen, er det et af de mest omfattende projekter, afdelingen har arbejdet med.

– Vi lancerede Femern-området sidste år, og siden da har vi arbejdet på det her. Så det er et helt års arbejde, der står færdigt nu, fortæller han.

Omkring otte til ti modelbyggere har været beskæftiget med selve modellerne, mens yderligere tre-fire teknikere har arbejdet med lys, bevægelige elementer og den teknik, der får området til at leve.

– I alt har der været omkring 14-15 medarbejdere involveret i projektet gennem et år, siger Jan Mouritzen.

Det sværeste har ikke været at stable klodserne oven på hinanden, men at få de mange idéer omsat til virkelighed.

– Vi vil gerne have bevægelse i området. Der er eksempelvis en lille skater, der kører rundt på en bane, og den slags kræver nogle helt særlige kompetencer. Vi gør ikke noget halvt, siger han med et smil.

Selv om området blandt andet rummer Kongeskibet Dannebrog, Reffen Street Food, Cirkelbroen og Lille Langebro, har Jan Mouritzen svært ved at pege på én favorit.

– Jeg synes faktisk, det er helheden. Cirkelbroen er blevet fantastisk flot, men det er samspillet mellem bygningerne, bilerne, bådene og de mange figurer, der gør området levende. Man kan stå længe og opdage nye ting.

Og netop detaljerne håber han, at gæsterne tager sig tid til at studere.

– Kig blandt andet efter gavlmalerierne på bygningerne og murværk, hvor pudset ser ud til at være faldet af. Eller tag et kig ved streetfood-området, hvor en måge er ved at stjæle en croissant. Det er sådan nogle små ting, vi elsker at bygge ind, siger Jan Mouritzen.

Det nye område af Miniland er opført med mere end en million LEGO-klodser og blev officielt åbnet onsdag formiddag.

Her kommer der til at være en bro over, så gæsterne kan opleve det nye område ude fra vandsiden også.