Farvel til et kendt ansigt i Billunds bankverden

Efter næsten fem årtier i bankverdenen siger Søren Vinther snart farvel til arbejdslivet. Den 1. juni 2025 går han officielt på pension, men selvom det bliver et farvel til hverdagen i Sparekassen Kronjylland, er det ikke et helt farvel endnu.

Søren har nemlig lovet at give en hånd med hen over sommeren, så kollegaerne i Billund-afdelingen kan få sommerferieplanerne til at gå op.

– Det bliver lidt som at være “studenter-medhjælper”, siger Søren med et glimt i øjet til Netavisen Grindsted.

Søren Vinther begyndte sin karriere den 1. august 1976 som blot 17-årig elev i Grindsted Sparekasse, hvor A.E. Meier dengang var direktør. Her arbejdede han i 15 år – med en kort afstikker til Billund-afdelingen undervejs.

Et uventet vikariat i Billund kom til at vare tæt på et år, og da stillingen som souschef blev tilbudt ham, takkede Søren nej – familien var netop flyttet til et nyt hus i Grindsted og havde fundet sig godt til rette i et godt nabolag. Men kort tid efter blev posten ledig igen – og denne gang slog familien til. De flyttede til Billund, hvor de har boet siden.

– Vi befinder os rigtig godt herude, og jeg har ikke fortrudt det skifte, fortæller Søren, der nåede at fejre 40-års jubilæum i Den Jyske Sparekasse, før han i 2017 skiftede til Sparekassen Kronjylland.

– Jeg har været så heldig at jeg har haft to rigtig gode arbejdspladser i mit arbejdsliv, fortæller Søren Vinther.

For Søren har relationerne altid været kernen i hans arbejde. Han fortæller med varme i stemmen om en særlig hilsen fra en tidligere kunde, som nu bor i udlandet:

– Han skrev og ønskede mig tillykke med pensionen – og sagde, at han ikke havde været der, hvor han er i dag, hvis ikke jeg havde hjulpet ham med et lån til hans pilotuddannelse. Sådan noget gør indtryk. Jeg har altid forsøgt at sætte mig i kundens sted og finde løsninger – også selvom de var lidt utraditionelle, siger Søren Vinther.

Når arbejdstøjet hænges på knagen, bliver det ikke sofaen, der trækker. Søren har allerede planer for pensionisttilværelsen:

– Jeg svømmer hver morgen, spiller golf, cykler og spiller bridge. Og så overvejer jeg at starte til bordtennis i en klub, hvor man skal være fyldt 60 – jeg bliver 67 til efteråret, så det går lige an, griner han.

Han har bevidst valgt at stoppe i sommermånederne.

– Mange har frarådet mig at stoppe i vinterhalvåret. Det er nemmere at holde sig aktiv, når det er lyst og vejret indbyder til at komme ud, siger han.

Udover sit arbejde har Søren også ydet en stor frivillig indsats. Han var aktiv i Billund Handelsforenings bestyrelse i 20 år og har været med til mange spændende projekter gennem årene.

Privat er Søren gift og har to børn og fem børnebørn – sønnen bor i Vejle med sin familie, og datteren bor i Hørning.