Valgåret er det gyldne år, hvor Billund kommunens byer kan vise sig frem ikke kun med facader og arrangementer, men ved ærligt at fortælle, hvad der rører sig. Både det gode og det svære.
Her er der også mulighed for at pege på nye idéer og potentialer, som kan styrke lokalområderne. Desværre oplever jeg, at det kan være svært for mindre partier at få taletid i flere af Billund kommunens byer. Det undrer mig.
For netop i et demokrati bør det være i alles interesse, at borgere og partier mødes i respekt, dialog og med håbet om fælles fodslag.
Arbejdsmarked, sygdom, alderdom, frivillighed, uddannelse, handicap og familieliv stopper ikke ved bygrænsen. Derfor er det vigtigt, at vi kan regne med hinanden, på tværs af geografi og politiske farver.
Jeg vil derfor gerne række hånden ud og åbne for muligheden for politiske sommermøder i kommunens byer. Møder hvor vi sammen borgere og politikere kan drøfte fremtid, udfordringer og løsninger i øjenhøjde.
Lad os bruge valgkampen til mere end plakater – lad os bruge den til at tale sammen.
Om vi skal slå telt op på en græsplæne og tage stole med til en paneldebat eller bruge byens torv er op til jer. Det vigtigste er, at det er omkostningsfrit, så alle byer og partier kan være med.
Venlig hilsen
Frank Mikkelsen, Lokalformand – Dansk Folkeparti Billund, Kandidat til byråds- og regionsrådsvalg, Grindsted