FCM-handel skæpper i GGIF-kassen

Da den danske landsholdsspiller Kian Hansen i går skrev kontrakt med de nykårede danske mestre fra FC Midtjylland, sagde det “katjiiiiiing” i klubkassen hos Grindsted GIF.

26-årige Kian Hansen har nemlig fået sin fodboldopdragelse i GGIF, og den slags belønnes med kolde kontanter, når en spiller handles mellem to klubber – en slags talentkompensation.

– Første gang Kian Hansen blev handlet fra Esbjerg fB til FC Nantes, fik vi udbetalt penge for at have stået for hans fodboldopdragelse i GGIF, indtil han var 13-14 år, hvor han begyndte at spille i EfBs ungdomsrækker, forklarer formand i GGIF, Svend Erik Christensen.

Han vil ikke ud med det præcise beløb, som GGIF modtager for Kian Hansens kontrakt med først FC Nantes og nu FC Midtjylland, men siger at der er tale om et beløb “i den høje ende af et femcifret tal”. Altså i alt for de to gange Kian Hansen er blevet handlet.

– Vi er da glade af, at en gammel Grindsted-dreng har drevet det så vidt, og jeg har lige talt med nogle af Kians gamle trænere, som er meget stolte af, at han nu har skrevet kontrakt med FCM, siger Svend Erik Christensen.

 

Foto: uefa.com