Feriepasning kan blive samlet i Grindsted: Billund-forældre må – også – køre efter pasningen

Har du et barn i daginstitution og skal på arbejde, mens institutionen holder lukket, kan turen fremover gå til Grindsted – også hvis du bor i Billund.

Det er konsekvensen af et af de spareforslag, som Økonomi-, Erhvervs- og Turismeudvalget har lagt ind i sit forslag til Billund Kommunes budget for 2027.

I dag tilbyder kommunen alternativ pasning både i Billund og Grindsted på de dage, hvor daginstitutionerne holder lukket. Fremover skal tilbuddet ifølge budgetforslaget kun findes ét sted – i Grindsted.

For familierne i kommunens mindre byer er køreturen sådan set ikke noget nyt. De har også hidtil måttet køre til enten Billund eller Grindsted, hvis de havde brug for pasning på en lukkedag. Det nye er, at Billund-forældrene nu kan komme til at hoppe på samme vogn. Har de brug for pasning, skal turen gå til Grindsted.

Og faktisk er det temmelig få børn, der hidtil har haft brug for tilbuddet. I den nuværende lukkeuge, uge 29, blev 39 børn passet i 2022. Siden er tallet faldet markant: 20 børn i 2023, 19 i 2024 og 22 i 2025.

I 2025 fordelte de 22 børn sig næsten ligeligt med 12 i Billund og 10 i Grindsted.

Endnu færre har brug for pasning mellem jul og nytår. Her faldt antallet fra 20 børn i 2022 til 10 i 2023, syv i 2024 og blot tre børn i 2025. De tre blev alle passet i Grindsted. Og fredag efter Kristi Himmelfart har der de seneste år kun været mellem tre og syv børn i den alternative pasning.

Netop de små børnetal er en del af regnestykket bag forslaget om kun at have ét pasningstilbud.

Samtidig lægger budgetforslaget dog op til flere lukkedage.

I dag holder dagtilbuddene blandt andet lukket i uge 29, fredag efter Kristi Himmelfart og mellem jul og nytår. Fra næste år foreslås også uge 30 og den sidste hverdag før jul som lukkedage. Og lige præcis uge 30 kan ændre billedet. Kommunen forventer selv, at flere børn vil få brug for alternativ pasning her, fordi flere forældre ventes at være på arbejde i uge 30 end i uge 29.

Kommunen peger desuden på, at en samling i Grindsted kan betyde, at flere børn kommer til at blive passet af personale, de ikke kender.

Ved at samle den alternative pasning i Grindsted forventer kommunen at spare 236.000 kroner om året.

Forslaget er endnu ikke besluttet. Det indgår i Økonomi-, Erhvervs- og Turismeudvalgets budgetforslag, som nu skal gennem høring, inden de egentlige budgetforhandlinger går i gang i september.