De unge vælter ind på Gyttegård: – Nej, vi kan ikke følge med

Det vælter ind med børn og unge i Gyttegård Golf Klub.

Fra 2025 til 2026 er antallet af børn og unge op til 18 år steget fra 59 til foreløbig 90, når klubbens 11 ungdomsprøvespillere tælles med. Det svarer til en vækst på omkring 53 procent – og sæsonen er endnu ikke slut.

Udviklingen glæder golfmanager Jesper Haagen Pedersen, men den kommer også med en udfordring.

Kan I godt følge med til det her?

– Nej, lød det kontant fra golfmanageren, før han uddybede:

– Vi prøver hele tiden på at være på forkant, men det er et andet setup, vi skal køre næste år. Vores trænere har ikke den tid med de unge mennesker, som vi gerne vil have. Når der står et hold på 20 mennesker, og du har en time, så er der ikke mange minutter til den enkelte, siger Jesper Haagen Pedersen.

Klubben mangler ikke plads til de nye golfspillere og er heller ikke i nærheden af at skulle afvise børn og unge. Til gengæld skal der flere hænder omkring træningen. Ud over klubbens PGA-træner skal flere frivillige og blandt andre nogle af klubbens elitespillere kobles på, så de unge får mere hjælp og samtidig nogen at spejle sig i.

– Står der en ung gut på 13 år og én på 20, som han kan se op til og tænke: “Det kunne jeg også godt tænke mig at blive”, så giver det også et socialt bånd, siger golfmanageren.

Ifølge Jesper Haagen Pedersen er det især børn og unge fra Billund og Grindsted, der er kommet til. Og særligt fra Billund, der har oplevet voldsom befolkningstilvækst de senere år, mærker klubben, at nye grupper finder vej til golfbanen.

På klubbens såkaldte junglehold for de yngste er der blandt andet kommet flere flersprogede børn, og det betyder, at træningen nogle gange må foregå på mere end ét sprog. Samtidig mener Jesper Haagen Pedersen, at golf generelt har ændret image blandt unge.

– Golf er altså ikke kun ternede bukser og sixpence. Det er alt muligt andet, siger han.

Han peger blandt andet på YouTube, TikTok og mere golf i tv som noget af forklaringen. Samtidig tiltaler det mange unge, at golf ikke nødvendigvis kræver faste træningstider flere gange om ugen.

– Når man først er medlem, kan man i højere grad selv tage ud og træne, når tiden og lysten er der, siger han.

At interessen nu også rammer Gyttegård, overrasker ham lidt. Klubben havde nemlig troet, at beliggenheden uden for de større byer gjorde det sværere at få del i den ungdomsbølge, som andre golfklubber allerede havde oplevet. Men den bølge er nu for alvor nået til Gyttegård.

Og næste weekend bliver ungdomsgolfen ekstra synlig på banen. Lørdag den 29. august er Gyttegård Golf Klub vært for både D-Tour by Golfstore og D-Tour Mini, hvor 198 børn og unge fra store dele af landet allerede er tilmeldt. D-Tour er en turnering for unge golfspillere, mens Mini-udgaven er målrettet de yngste og har ekstra fokus på gode og sjove oplevelser med sporten.