Filskov fik smæk i Lynghallen


Der var kendte ansigter på begge hold, da Grindsted GIFs håndboldherrer i serie 1 i går hjemme i Lynghallen tog imod Filskov. Gæsternes holdkort bestod nemlig af flere tidligere GGIF’ere og træneren er såmænd Benny Jensen, der også har en fortid som både spiller og træner i Grindsted.

Filskov-træneren kunne endda se sin egen søn, Nicklas Bjørn Jensen, sætte 10 mål ind mod sin fars klub, da GGIF vandt en sikker sejr på 33-17 efter 15-10 ved pausen.

Filskov startede meget koncentreret og spillede disciplineret. Det, sammen med en dobbeltmandsopdækning af GGIF’s Emil Larsen og Thomas Theilgaard, gjorde at det første kvarter blev forholdsvis lige. Herefter begyndte GGIF dog stille og roligt at trække fra med en stærkt spillende Nicklas Bjørn Jensen i hovedrollen.

Selvom GGIF gik til pause med en 5-måls føring, tog hjemmeholdets Thomas Theilgaard straks sagen i egen hånd i begyndelsen af anden halvleg med et par hurtige scoringer, der tog pusten fra Filskov. Således kom GGIF hurtigt foran med 10 mål og dermed var dén kamp afgjort og GGIF trak stille og roligt en 16-måls sejr hjem.