Sikkerheden skal være i top i Billund Lufthavn – både når det gælder passagerer og cargotransporten.
Og nu har lufthavnen øget sikkerheden ved at lade hunde gennemgå containere, trailere og lignende. Det er dog ikke hvilke som helst firebenede sikkerhedsvagter, men godkendte og certificerede hunde, kaldet EDD-hunde… eller med andre ord, bombehunde.
Og hundene kommer ikke på noget tidspunkt ind i de tailere eller containere, som skal tjekkes for sprængstoffer. I stedet suges luft ud fra de pågældende containere, ind i nogle ampuller, og de ampuller kommer så i nogle stationer i en specialcontainer udenfor Cargo bygningerne.
Her sendes bombehundene ind sammen med en hundefører, og hunden skal så bruge næsen til at finde ud af, om der er noget mistænkeligt i luften. Den kan faktisk snuse sig frem til, om der inde i bunden af en container er noget sprængstof.
Ifølge Netavisen Grindsted går det temmelig stærkt for hunden at snuse sig frem til sprængstoffet.
Billund Lufthavn har tre af disse hunde, og de har stor betydning for effektiviteten af sikkerheden i lufthavnens Cargo Handling. På den nye måde kan man undgå først at skulle have alt gods ud af containere og trailere for at kunne tjekke det.
Nu kan man tjekke med luftprøven, og når den ikke indikerer noget, kan man køre godset direkte ind på plads, og derved spare en omgang håndtering.