Fire mænd dømt for grov indbrudsserie – blandt andet i Vorbasse og Hejnsvig

Fire unge mænd er ved Retten i Kolding blevet idømt hver et år og seks måneders ubetinget fængsel for en omfattende indbrudsserie, der blandt andet ramte Vorbasse og Hejnsvig.

De fire mænd – tre på 22 år og en på 23 år – blev dømt for indbrud af særligt grov beskaffenhed efter i alt 30 indbrud og tre indbrudsforsøg i flere politikredse.

Indbruddene blev begået en lang række steder i landet, herunder lokalt altså i Vorbasse og Hejnsvig.

Ud over fængselsstraffen blev de fire mænd udvist af Danmark i 12 år.

Tre af mændene modtog dommen, mens en af de 22-årige bad om betænkningstid.