Billund Svømmeklub forsøger sig nu med et nyt søndagshold, rettet mod familier. Hidtil har holdene i Billund Svømmeklub, BISK, været meget individuel træning af primært børnene, men nu vil BISK også gerne have forældrene med i vandet:
– Vi vil gerne involvere forældrene til de yngre børn også og give et frirum i vandet til leg og samvær. Derfor planlægger vi familiesvømning om søndagen, hvor trænere vil være facilitator for gennem leg og øvelser, at familien kan træne teknik og svømmetag gennem leg, forklarer kasserer i BISK, Morten Hylleberg Ravn.
Udover det nye hold, påtænker BISK også en form for videreuddannelse af sine trænere, der bruger rigtig mange frivillige timer i klubben. Kompetenceløftet gælder dog ikke indenfor svømmesporten, men i stedet på at håndtere børn og unge med forskellige handicap:
– Dem må vi desværre oftest sige nej til i den ordinære træning, da vores trænere ikke er professionelle eller har tilstrækkelig viden om området, siger Morten Hylleberg Ravn, der på svømmeklubbens vegne har ansøgt en privat velgørende fond om midler til trænernes kompetenceløft.
Han forventer at klubben kan udbyde handicap-svømning i sæson 16/17. Iøvrigt åbnes der for tilmelding til den kommende svømmesæson på søndag den 16/8.