Efter to timers farverig fest i et tætpakket Gigantium med 6350 publikummer har seerne nu suverænt bestemt, at Flora Ofelia med sangen ‘Du du du’ kan kalde sig vinder af MGP 2015.
I godt selskab med værterne Sofie Linde, Søren Rasted og Joakim Ingversen samt med musikalske indslag med Anti Social Media, Barbera Moleko, Djämes Braun og sidste års MGP-vinder Emma Pi har 10 vildt dygtige grupper af musikalske piger og drenge givet den gas med deres egen musik.
Med 42 procent af stemmerne foran de to andre finalister, kunne Flora Ofelia fra Rude gå på scenen som vinder og løfte trofæet over armene.
“I aften kulminerede et forløb, der har strakt sig over et halvt år. Det har været imponerende at se, hvordan børnene er gået til opgaven lige fra arbejdet med sangskrivningen, musikalske workshops, alle prøverne og selve showet her til aften. Vi håber, det vil give andre børn lyst til at dyrke deres interesser, skabe nye idéer og forfølge det, de brænder for. MGP 2015 er et knivskarpt eksempel på, at man kan have det sjovt samtidig med, at man udvikler sig, og vi glæder os til at høre og se meget mere til Flora Ofelia og de andre deltagere, når de resten af sommeren tager rundt og optræder på landets festivaler”, siger souschef for B&U Rasmus Ladefoged.
Vinder et coaching-forløb
Vinderen af MGP 2015, Flora Ofelia, kan nu se frem til et skræddersyet coachingforløb tilrettelagt af Koda Skolekontakt. Flora Ofelia er selv med til at udforme forløbet, der i det kommende år vil stå på udvikling af forskellige discipliner inden for musikkens verden: Hjælp til sangskrivning, studietid, komposition, instrumentlære m.m.
Koncerter i hele landet
Der er rig mulighed for at opleve både vinderen og de andre ni deltagere i MGP 2015, når de tager på koncertturné rundt i hele landet. Første mulighed er til MGP Galla 2015 den 21. februar i DR Koncerthuset.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen