Flygtninge indtog byrådssalen


Eleverne på Give-Grindsted Uddannelsescenter har været på besøg på rådhuset i Grindsted. I samarbejde med kommunens kommunikationschef, Søren Madsen, var besøget arrangeret for at lære flygtningene noget om det danske demokrati. I særdeleshed nærdemokratiet, hvor det for danskerne er helt almindeligt at møde den lokale politiker ved køledisken i supermarkedet, men det er flygtningene slet ikke vant til.

– Vi har i en periode arbejdet med dansk politik og demokrati, og i forlængelse af dette har vi så fået lov til at se, hvor og hvordan det lokale demokrati udfolder sig her i borgernes egen kommune. Fra deres hjemlande er de ikke nødvendigvis vant til at kunne møde politikere, og slet ikke, at de vil lytte til dem. Samtidig er demokrati en mere langsommelig proces end de er vant til, hvor alle parter skal høres, og altså også de nye borgeres input er velkomne, forklarer Maria Sveigaard fra Give-Grindsted Uddannelsescenter.

Ifølge hende var de nye borgere overraskede over, at danske politikere vil mødes med dem, og høre om deres udfordringer, og de var positive over for dialogformen samt åbenheden, som efterlod stor respekt. 13 af dem meldte sig i øvrigt på stedet til onsdagens temamøde på Rådhuset om den nye integrationspolitik.