Første spadestik til nyt boligbyggeri midt i Grindsted

Solen brød gennem skyerne efter tirsdagen ellers havde været præget af regnvejr, da der kort efter kl. 13 blev taget første spadestik til det nye boligbyggeri, Præstegårdstorvet, i Grindsted. Det markerede begyndelsen på et stort projekt med 79 almene boliger og 18 ejerlejligheder – og samtidig starten på et nyt kapitel for Grindsteds bymidte.

Borgmester Stephanie Storbank (V) indledte ceremonien og lagde vægt på, hvor vigtig byggeriet er for Grindsteds udvikling:

– Nu tager vi det allerførste, helt konkrete skridt mod at forvandle denne centralt beliggende grund til et nyt, levende boligområde. Men vi kan som kommune ikke skabe udviklingen alene. Det kræver et stærkt samarbejde – og private initiativer, der deler vores ambition om at gøre bymidten levende. Og netop det er projektet på Præstegårdstorvet et glimrende eksempel på, lød det fra Stephanie Storbank – med et anerkendende nik over mod Claus Junge og Bent Jacobsen fra ALFABO.

Borgmesteren fremhævede også, at Grindsted er udvalgt som en af blot 14 byer i landet i Folketingets forsøgsordning Frie Bymidter, hvor målet er at skabe mere liv og aktivitet i centrum.

– Livet i en bymidte skabes ikke kun af handel og besøgende, men af de mennesker, der bor her i hverdagen, sagde hun og roste både ALFABO og Junge Byg A/S for samarbejdet.

– Her bliver både familieboliger og ældreboliger, så folk i forskellige livsfaser kan finde en god og prisvenlig bolig midt i byen, lød det fra Stephanie Storbank.

Hos ALFABO glæder man sig over at være en del af projektet. Formand Bent Jacobsen takkede Junge Byg og Billund Kommune for det gode samarbejde og fortalte, at interessen allerede er overvældende.

– Vi skal bygge 79 boliger – 2-, 3- og 4-værelses – og der bliver også et fælleslokale, som kan bruges til fester og andre aktiviteter. Vi har allerede en venteliste på næsten 150, så der er ingen tvivl om, at folk virkelig gerne vil bo her, konstaterede ALFABO-formanden, som i forvejen har flere boligprojekter i Grindsted, og Præstegårdstorvet er ifølge Bent Jacobsen en naturlig fortsættelse af foreningens engagement i byen.

Bag byggeriet står Junge Byg A/S og herfra fortalte indehaver Claus Junge, at projektet allerede begyndte i 2022, da de første ejendomme blev opkøbt, og siden har mange arbejdstimer og dialoger ført til det resultat, man nu kan tage hul på.

– Det er en rigtig stor proces fra man begynder at købe op, til der hvor vi står i dag, sagde han og vendte et taknemmeligt blik mod borgmester Stephanie Storbank:

– Billund Kommune har været en stor medspiller, og vi er rigtig glade for samarbejdet med ALFABO – et samarbejde, vi kender i forvejen og er meget trygge ved, sagde Claus Junge.

Han kunne i øvrigt berette om en kæmpe interesse for de 18 ejerlejligheder, han sammen med en partner selv skal sørge for at sælge. Her er syv allerede solgt, og at målet er at skabe et byggeri, som både passer ind og løfter bymidten.

– Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at det bliver et byggeri, som Grindsted kan være stolt af – både i denne og næste generation, sagde Claus Junge.

Og netop dét med generationerne blev tydeliggjort af at Claus Junge havde taget sit tre-årige barnebarn Elliot med til at være med til at grave det første spadestik til byggeriet.

– Der er noget symbolik i dét her, for da vi for 23 år siden gik i gang med byggeriet af Birketorvet, var det mine tvillinger, der hjalp til. Så vi fører traditionen videre, lød det med et smil fra Claus Junge.

– Vil du hjælpe mig med at grave ned til kineserne? spurgte tre-årige Elliot Billund kommunes borgmester, Stephanie Storbank. Og det kunne hun naturligvis ikke stå for.
Tre-årige Elliot med bedstefar, Claus Junge.